I Moseløkkens Stenbrud uden for Allinge brydes stadig sten i ny og næ, og på kanten af bruddet ligger et levende stenbrudsmuseum, hvor du kan opleve, hvordan stenindustrien på Bornholm har udviklet sig igennem de sidste 150 år. Når der ikke er stenbrydning, er det muligt at gå en tur ned i det 40 meter dybe brud, hvor et fantastisk sceneri udspiller sig. Med sit dybe hul i jorden og de lodrette granitsider er bruddet et imponerende skue. Oppe ved museet mødes man af en ægte bornholmsk stenhugger, der gerne demonstrerer og forklarer teknikkerne. Det er også muligt at prøve kræfter med boremaskiner og granithammer efter grundig instruktion. Museets medarbejdere er selv gamle stenhuggere, de snakker bredt bornholmsk og flækker gerne en stenblok foran gæsterne. I selve museet får man et godt indblik i, hvordan det har været at være stenhugger gennem tiden. Her er også en lille butik, hvor der er mulighed for at købe ting, som er produceret af museets stenhuggere.