Ritas Jul – en kalenderbog af Gunnar Wille (Jensen & Dalgaard 2014)
Kniber det med julestemningen så læs Gunnar Willes herlige kalenderbog om pigen Rita og hele hendes skøre familie. Om sommeren arbejder Ritas far på en kravlenissefabrik og derfor hader han julen. Rita og hendes brødre må bruge al deres opfindsomhed og fantasi for at få lidt julestemning. Men Rita har også en farmor. Og mon ikke der også er en nisse med i historien?
Jul hos Peddersen af Sven Nordqvist (Forlaget Carlsen)
Denne skønne billedbog af Sven Nordqvist om Peddersen og katten Findus er indbegrebet af glæden ved julen og julens forberedelser. Peddersen og Findus er endelig ved at være klar med alle julens gøremål, det eneste de mangler er juletræet fra skoven og indkøb af al julemaden. Men Peddersen falder og forstuver foden, og julen ser ud til at blive meget trist. Men mon ikke de to venner ved fælles hjælp, men også ved hjælp af gode naboer alligevel får en dejlig og hyggelig Jul.