Dueodde blandt Europas bedste strande

Dueodde blandt Europas bedste strande
NATUR | 2. JUN 2025 • 13:30
Af:
Søren Sorgenfri
NATUR
2. JUN 2025 • 13:30

Dueodde Strand på Bornholm har igen opnået international anerkendelse ved at blive fremhævet i The Guardian som en af Europas bedste skjulte strande.

I maj måned kunne man i den store engelske avis læse, at Dueodde sammen med en håndfuld andre strande blev fremhævet som en af Europas bedste. Du har med andre ord noget at glæde dig til. Med sin fine og brede hvide sandstrand samt høje tyste klitter er Dueodde en fredelig oase væk fra de overfyldte turistområder.


Stranden er tilgængelig via ramper, hvilket gør den ideel for alle besøgende. Her mødes du af kilometerlange sandstrækninger med det fineste, hvideste sand, der knirker under fødderne og engang blev brugt i timeglas. Vandet er krystalklart, klitterne bølgende, og udsigten uendelig.

Stranden er perfekt til både familier med børn og dem, der bare vil nyde roen og naturens skønhed. Der er lavvandet og trygt mange steder, mens andre områder byder på plads til svømmeture. Gå en tur i klitterne, besøg Dueodde Fyrtårn – eller slå dig ned med en god bog i læ for vinden.

Dueodde er ægte strandidyl – Bornholm, når det er bedst. Det ved udlandet også.