Lån gratis GPS på NaturBornholm og oplev Klintebakken

Lån gratis GPS på NaturBornholm og oplev Klintebakken
NATUR | 21. JUN 2025 • 10:06
Af:
Søren Sorgenfri
NATUR
21. JUN 2025 • 10:06

Lån gratis GPS på NaturBornholm og oplev Klintebakken

Mange af NaturBornholms gæster afslutter et oplevelsesrigt besøg på oplevelsescentret med en tur i nærområdet med en GPS som guide, så man kan opdage området ved Klintebakken i sit eget tempo.

På Klintebakken syd for NaturBornholm kan man både se spor efter jordskælv, gletsjere og vandmænd der levede for over 500 millioner år siden og det er derfor et meget spændende område at gå på opdagelse i. Området er fredet og udover at været en fantastisk geologisk særværdighed, vokser her også interessante blomster såsom vilde orkidéer og på en varm solrig dag i juni, vil du kunne opleve et mylder af sommerfugle, høre nattergalen og måske se et firben der ligger og soler sig.

Man må ikke tage noget med sig fra Klintebakken eller plukke blomsterne, men man må nyde området med alle sine sanser og tage alle de fotos man har lyst til.

Som gæst på NaturBornholm kan man gratis låne en GPS, som vil guide én fra punkt til punkt. Undervejs får man informationer og udfordres med forskellige spørgsmål og opgaver, for på den måde at få mulighed for at fordybe sig i historierne og få øjnene op for nye naturoplevelser.