Nye dinosaurfund på NaturBornholm!

Nye dinosaurfund på NaturBornholm!
NATUR | 7. AUG 2025 • 12:30
Af:
Søren Sorgenfri
NATUR
7. AUG 2025 • 12:30

Bornholm gemmer stadig på forhistoriske hemmeligheder – og nu kan du opleve de nyeste fund på NaturBornholm i Aakirkeby.

Under en familietur til stranden ved Pyritsøen syd for Hasle gjorde amatørpalæontologen Kim Lind Hansen et opsigtsvækkende fund: to tydelige fodspor fra dinosaurer! De to aftryk stammer fra to forskellige arter – en planteæder og en kødæder – og er omkring 170 millioner år gamle.

Fundet blev hurtigt bekræftet af eksperter og bragt til NaturBornholm, hvor fodsporene nu kan ses på nært hold. Formidlingschef René Vilsholm kalder fundet ”ret unikt”, især fordi det er sjældent at finde aftryk fra to forskellige dinosaurer samlet.

NaturBornholm byder på en spændende rejse tilbage til dengang, hvor dinosaurer vandrede rundt på det, der i dag er Bornholm. Her kan hele familien gå på opdagelse i øens geologiske historie, røre ved fossiler og lade sig fascinere af fortidens kæmper.

Besøg NaturBornholm – og få et kig ind i en verden for millioner af år siden.