Har du lyst til at forkæle dig og dine kære med en helt unik juleoplevelse ud over det sædvanlige, så kom til julemarkedet på Bornholms Middelaldercenter lørdag d. 14. december kl. 10-15. I de stemningsfulde rammer på den befæstede stormandsgård, i landsbyens hyggelige Gildehus og i centrets museumsbutik er der spændende boder med både middelalderinspireret og moderne kunsthåndværk, håndarbejde, smykker og legetøj, samt flere slags mjød og honning. Der er også mulighed for at smage lækre nybagte gammeldags klejner, lussekatter eller honninghjerter, sætte tænderne i en fyldt pandekage efter middelalderopskrift eller smage en dejlig krydret varm luthendrank.