Bornholm som minigolfbane

Bornholm som minigolfbane
AKTIV FERIE | 14. OKT 2024 • 11:25
Af:
Søren Sorgenfri
AKTIV FERIE
14. OKT 2024 • 11:25

Efterår kan sagtens byde på minigolf i det danske ferieland. Bornholm er som velbesøgt feriedestination naturligvis beriget med flere fine minigolfbaner. Den flotteste og i hvert fald mest geografiske korrekte finder man en kort kirkesalmes sang fra den berømte Østerlars Rundkirke. Her har Bornpark hjemme med en smuk bane, der er en miniudgave af Bornholm med baner designet efter øens kendte seværdigheder og naturoplevelser. De små vandveje rundt om banen er anlagt som de bornholmske åløb, og stierne rundt mellem de 18 huller følger Bornholms landeveje.


Det er ægteparret Christina og Thomas, der står bag banen og også har indendørsminigolfbanen i Rønne – Juhls Minigolf. Hun som inkarneret minigolfspiller fik ideen til projektet i 1989 og stod for tegninger og ideer til Bornparks bornholmske baner - han som anlægger af banen. ”Vi søgte konsulenthjælp blandt andet i USA for at få tegnet banen, men fik at vide, at det kunne ikke lade sig gøre. Det kunne det så alligevel,” siger Christina Juhl Sørensen om den nu syv år gamle bane. ”Det har været meget vigtigt for os, at få seværdigheder placeret så geografisk korrekt placeret som muligt. Så hvis man ser banen med et dronefoto, så virker banen som et kort over øen plus Christians- og Frederiksø.” Banen er tilmed anlagt i en tidligere hestefold, der fulgte med huset, da parret købte grunden. Receptions- og servicehuset er parrets tidligere bolig, og det første spadestik til banen er faktisk en lille sø i nærheden, som man umiddelbart ikke kan se fra de 18 huller. Men det er søen, hvorfra der pumpes vand op til banens vandløb. Små buske og træer blev plantet og har vokset sig store, og flere af de elementer der er brugt til banerne, de er fra de faktiske steder som fx granitstykker med skinnefordybninger fra den gamle granitbane ved Hammeren.

Alt dette kan du læse om og opleve på din rundrejse via miniudgaven af Bornholms sjove og svære 18 huller.



Denne Uges Bornholm app

Download vores app

Få de bedste kort på hånden med din digitale nøgle til øens skjulte skatte, sjove oplevelser og bornholmske lækkerier.

Følgende funktioner er inkluderet

  • Altid opdateret aktivitetskalender
  • Smart digital kultur- og restaurantguide
  • Digital udgave af magasinet med arkiv over tidligere udgaver

Download app til Apple | Download app til Android.