Historien om Svanekes røgeri

Historien om Svanekes røgeri
MADOPLEVELSER | 25. AUG 2025 • 09:00
Af:
Søren Sorgenfri
MADOPLEVELSER
25. AUG 2025 • 09:00

De karakteristiske skorstene, røgen der driver hen over fiskerlejerne og den varme, nyrøgede ’bornholmer’ er den dag i dag en del af Bornholmernes selvforståelse – og i Svanekes nordlige udkant kan man i sommerhalvåret stadig dufte sig frem til byens silderøgeri.

Det blev opført tilbage i 1919 som et andelsforetagende af fiskere fra Svaneke og Christiansø. Halvdelen af året blev der røget sild, og fra nytår til juni blev der fileteret torsk.

Sidst i 1970’erne måtte fiskeriforeningen dog melde pas – det var ikke længere rentabelt at drive et silderøgeri. Myndighedernes krav til indretning og hygiejne var for restriktive, og røgeriet blev sat til salg. Den lokale turistforening gik i sort. Et Svaneke, hvor man ikke kunne købe røget sild, var utænkeligt. Gode råd var dyre, og Byforeningen Svanekes Venner, som siden 1944 har taget sig af stort og småt i byen, gik i gang. Man fik ved en energisk indsats en erfaren røgeri-ejer fra Årsdale til at overtage røgeriet i 1982. Det blev heldigvis en god forretning, og i dag er det fjerde generation af silderøgere, som leverer sild til Svanekes turister.