Onsdag den 8. juli kl. 11.00 bliver Svanekegaarden fyldt med musik, grin og højt humør, når Mek Peks Åh Abe Trio går på scenen. Sammen med Onkel Tot og Hr. Berg spiller Mek Pek de elskede sange fra Åh Abe, som generationer af børn har sunget med på.
Publikum kan glæde sig til et musikalsk og humoristisk show med kendte børnehits, skøre løgnhistorier fra Mek Peks egen barndom og masser af mulighed for at synge med. Koncerten henvender sig især til børn i alderen 3-10 år og deres familier. Hvis vejret tillader det, foregår koncerten i Svanekegaardens hyggelige have.