Sankthansaften fejres helt specielt i Svaneke

Sankthansaften fejres helt specielt i Svaneke
KULTUR | ABONNENT | 2. JUL 2024 • 15:02
Af:
Søren Sorgenfri
KULTUR | ABONNENT
2. JUL 2024 • 15:02

Sankthansaften i Svaneke er kendt som Kildefesten.

Traditionen stammer fra hedensk tid, hvor man ved midsommer bragte sine syge og svage til de hellige kilder, så de kunne drikke af det helsebringende vand.

Kildestederne udviklede sig med tiden til også at være et sted, hvor der blev afholdt marked og folkefest.

På Bornholm var der flere hellige kilder. De bedst kendte i dag er Koldekilden i Almindingen og kilden ved Helligdomsklipperne i Rø, som er blevet genskabt i forbindelse med Kunstmuseet. Det eneste sted i Danmark, hvor der stadig holdes kildefest, er i Svaneke. Den oprindelige kilde i Svaneke lå nedenfor klippevæggen ved Vigehavnen.

Efter en stormflod i 1872 forsvandt den, hvorefter Svanekeboerne lavede en kunstig kilde i form af en træbalje, som blev gravet ned i gruset. Hvert år blev kilden pyntet med ege- og bøgeløv af årets kommende konfirmander, og der blev rejst flagstænger og pyntet med blomster. Pengene fra kilden blev delt mellem konfirmanderne og gik til hjælp til konfirmationstøj.

Siden 1879 har Kildefesten været afholdt i Sydskoven (ved Fyret), og i 1920 kom der også Sankthansbål i Svaneke.

Der bliver stadig pyntet op efter de samme gamle forskrifter med løv, blomster og rejst flagstænger til en festdag, der varer fra om eftermiddagen. Der er boder med æbleskiver, pølser, øl og vand. Over kilden er en tripode (treben) som er pyntet med specielle blomster.

Festlighederne starter allerede midt på eftermiddagen, hvor der starter et optog fra Svaneke Torv mod Kildepladsen, der resten af dagen og aftenen syder af aktiviteter for at markere den kildefest, som er optaget på UNESCO’s verdensliste over kulturarv.



Denne Uges Bornholm app

Download vores app

Få de bedste kort på hånden med din digitale nøgle til øens skjulte skatte, sjove oplevelser og bornholmske lækkerier.

Følgende funktioner er inkluderet

  • Altid opdateret aktivitetskalender
  • Smart digital kultur- og restaurantguide
  • Digital udgave af magasinet med arkiv over tidligere udgaver

Download app til Apple | Download app til Android.