I Svaneke fejres Sankt Hans med Danmarks eneste tilbageværende kildefest. En tradition med rødder i hedensk tid, hvor midsommerens hellige kilder blev brugt til helbredelse.
Siden 1879 har festen fundet sted i Lystskoven ved Fyret. Den oprindelige kilde ved Vigehavnen blev erstattet af en kunstig kilde, som hvert år pyntes med løv og blomster af byens kommende konfirmander.
Kildefesten byder på optog, musik, boder og underholdning fra tidlig eftermiddag til sen aften. Aftenen rundes af med fakkeloptog og Sankt Hans-bål ved kysten.